Farveblinde Marie Krarup

Marie Krarup. Den utrættelige globetrotter, der rejser til fjerne lande for at derefter i nedladende vendinger fortælle om sine oplevelser til alle der orker høre på hende. Når hun ikke snakker om maorier og erigerede pikke, så går hun også meget op i hudfarve. Netavisen P77 spottede nemlig i går, at hun også har været en tur til Canada, hvor hun lyrisk omtalte den hvide farve.

“Niagara Falls i Canada har fået lov at forblive Hvidt. I dette multi- kulti land skal en hvid person altid ses ved siden af en sort, en brun og en gul. Og så smiler de alle så glade! Som om de vil sige til os: multi-kulti er rigtig godt! Men vandfaldet er bare hvidt”.

Screen shot fra Facebook.

Ak, ja. Den hvide ariske race. Men hvorfor pokker går det hele tiden galt for Maori-Marie? Hun har tilsyneladende ingen begreb om de steder hun besøger (besørger?). Siden slutningen af 1800-tallet så har man lavet lysshow ved vandfaldet. Se her, hvor multikoloreret det hele er når mørket er faldet på:

Foto: Wolfgang Staudt

Uha da. Den hvide bastion plastret til i multi-kulti og bøssefarver.

Nu håber vi, at vi ikke har ødelagt Marie Krarups nattesøvn ved at sætte lidt kulør på den ellers bleghvide tilværelse.

God weekend alle sammen. Håber den bliver farverig!

Marie Krarup i Hulabulaland

Det kan ikke komme bag på ret mange, at Marie Krarup fra Dansk Folkeparti den seneste tid har været i stormvejr. Det startede på hendes blog på Berlingske ovenpå en tur til New Zealand, hvor hun og et par andre fra Forsvarsudvalget var på officielt besøg.

Først kunne hun ikke forstå, at New Zealand har fravalgt kampvogne og så pludrer løs om at New Zealand nasser på Australiens forsvar fordi de koordinerer øvelser. Herregud. Danmark nasser jo heller ikke på NATO. Og Schweiz har lige så meget brug for et søværn som New Zealand har brug for kampvogne.

Men det er ikke så meget det balladen har handlet om. Nej, det har handlet om lokale ritualer og skikke. I sin blog skriver hun om en modtagelse:

“Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os”.

“Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne – men med næsegnidning – ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg”.

Så troede Marie Krarup at det var det. Men som hun tog fejl. Hun troede at det skulle blive ved kakkelbordet i Dannevang uden en tanke på, at der også sidder mennesker på den anden side af jordkloden og læser med. Aviser på New Zealand har nemlig haft det som en tip-top tossehistorie på forsiderne.

Det kunne så Krarup-klanens pigebarn ikke forstå og fortsatte ud på den etnocentriske tangent. Hun var sørme blevet misforstået. Til Berlingske siger hun  at hun undrer sig over, hvorfor dem med europæisk baggrund skal påduttes den oprindelige kultur og  fortsætter:

“Det ville jo svare til, at vi herhjemme gav små piger tørklæder på for at værdsætte muslimerne”.

Ding dong dynamolygte. Facepalm. Her vender vi det hele på hovedet in absurdum. Kan vi ikke bare sige sådan her: Hvis du smager på min medbragte chorizo lavet efter min bedstemors opskrift så smager jeg på dit hjemmelavede rugbrød. Det kunne jo være, at de to ting kan kombineres til en højere enhed.

Men Krarup-pigen skal nu ikke tage det så tungt. På New Zealand kan de selv finde ud af det med hinanden. Se her. Rygbyholdet All Blacks har det nemlig som fast ritual at køre det der Maori-halløj som hun er så bange for (bemærk jublen fra publikum)

Ser fedt ud! Gid de kom til Parken i København. Sgu sejt det der. Vi på tossen vil løse billet kun for at se ceremonien og så ellers fryde os over hendes mandeforskrækkelse. For hun har jo også i dag pludret videre og snakket om at hun så erigerede pikke alle vegne på New Zealand.

Tja, hvad er det til at sige til alt dette. For det første så burde Marie Krarup skånes for fremtidige udlandsrejser. Vi tør ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis hun kom til at besøge andre eksotiske lande. F. eks. et af landene i vores nabolag. Finland. Der risikerer hun at skulle gå ind et meget varmt rum kun iklædt håndklæde for at derefter tage en dukkert (vi så meget hellere, at hun hoppede i havet i et andet sted. Thyborøn f. eks.).

For det andet. Hvis man er inviteret som gæst så er det børnelærdom, at man ikke efterfølgende blogger om værtindens nikotingule tænder og hendes vagtværn, der iført overdimensioneret hue og rød postjakke, i bedste gakkegangartsagtige stil fjoller rundt i 20 graders frostvejr midt om natten. Eller det meste af tiden bare står palle alene urørlig i et underdimensioneret skur uden centralvarme.

Med andre ord. Tanker er toldfri. Det er i orden at tænke ‘det sgu mærkelig det der’. Men så skal man beholde tanken for sig selv og gerne blive klogere på omverdenen. For hvis det var en delegation fra Mærsk, der drog til New Zealand og en medarbejder efterfølgende skrev det samme som Marie Krarup, så vil det i praktikken kun betyde en ting.

Og hvad det mon kunne indebære overlader vi til den kloge læser.

Trutmunde og hønserøve

Marie Krarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, synes ikke der er noget galt i at en præst kritiserer folk for deres trutmunde. Her er hvad hun skriver på sin Fjæsbog:

Godt så. Men så går vi på tosseanstalten da ud fra, at det vil være latterligt, hvis nogen blev sur over at vi skriver om andre trutmunde. Her er en kavalkade med alternative slags trutmunde, som vi dog vil betegne som at være brune hønserøve. Ældre af slagsen og langt over sidste salgsdato.

Vi ved ikke rigtigt hvad Pia Perlemor prøver at sige på ovenstående billeder, men vi gætter på at det som næsten altid har at gøre med:

“At tænke inden man taler er som at tørre sig i røven før man skider”

God påske alle sammen!

Folketingstosse springer ud som hemmelig forfatter

DR rapporterer om at en folketingspolitiker har skrevet en roman, Kronografen, under pseudonymet Jonas Mang. Forfatteren begrunder anonymiteten med:

“I politik må man ikke bruge sin fantasi. Der skal man være saglig og rationel hele tiden. I science fiction kan jeg flygte ud i det store rum og nyde friheden”.

Det tog tosseanstalten ca. 30 sekunder at finde ud af hvem forfatteren er. Forfatteren er en folketingspolitiker, der foruden at have deltaget i demonstrationer sammen med White Pride og andre nationalnisser, stort set hele tiden bruger sin livlige fantasi i politik og i tosseanstaltens øjne ind i mellem har det svært ved at skelne mellem science fiction og virkelighed. Det ved vi blandt andet fra hans opdigtede videoer fra Vollsmose, hvor han lavede et fiktivt overfald på en gammel dame.

Beskrivelsen af Kronografen er:

“Sammenslutningen og Jorden er svækket af indre stridigheder og uenigheder, mens carcoonerne står i færd med at angribe.

General Marcon, der er øverstkommanderende i kolonien Julia, vil anvende Kronografen, en maskine, der er bygget på Jorden for at lave billeder af fortiden, til at føre krig mod carcoonerne.

Det skaffer ham mange fjender på halsen og sætter en kæde af begivenheder i gang, der løber løbsk”.

Lyder mistænkeligt som den store muslimske sammensværgelse, der også er science fiction.

Men hvem er nu forfatteren? Jo, Alex Ahrendsen fra Dansk Folkeparti. Han skriver på sin egen hjemmeside, at han i 2002 stiftede forlaget Lysias. Og hvad finder vi ikke på forlagets hjemmeside om ikke Kronografen af Jonas Mang.

59 kroner! Se det er et greb i lommen! Den vil vil købe for vi kan jo ikke dømme bogen uden at have læst den. Vi gætter dog på, at historien går hånd i hanke med Alex Ahrendsens lige så videnskabs-fiktive idé som forestillingen om den muslimske overtagelse af  verdensherredømmet.

Og vi kan se, at Ahrendsen gerne vil være anonym af flere grunde. Han siger jo til Politiken, at han ikke ønsker at partifarven er plantet i baghovedet mens man læser bogen. Ja, klart. Nogle vil måske dømme den som bras på forhånd når man hved hvem forfatteren er. Men rolig nu Ahrendsen. Den koster jo kun 59 kroner og tosseanstalten vil gerne læse den (alene af den grund).

Bogen vil i øvrigt blive brugt som reference til Ahrendsens fremtidige arbejde i politik. Vi vil ganske enkelt bruge den som en kronograf. En maskine med billeder af fortiden, for at finde ud af hvordan fremtidens Ahrendsen skal tolkes